FORMANDENS BERETNING FOR 2015

  Ved Museums- og Kunstforeningen for Vejen og Omegns ordinære generalforsamling den 26.januar 2016.



Jeg vil i min formandsberetning forsøge at beskrive endnu et godt og aktivt år for vores forening.
Jeg blev i forbindelse med bestyrelsens konstituering valgt til formand og dermed til den, der skulle løfte det tunge hverv efter Frode. Det har jeg, efter bedste evne, forsøgt i et godt samarbejde med den øvrige bestyrelse. Stor tak til den.
Frodes afgang fra bestyrelsen betød også, at et nyt bestyrelsesmedlem blev valgt, og  vi fik Marianne Roland Munch med ind i bestyrelsen. Hun har været et godt og energisk bestyrelsesmedlem, været aktiv både i Kunstforeningen og samtidig også på vores dejlige museum som frivillig medarbejder. Stor tak til hende.
Bestyrelsen har i 2015 fastholdt den interne opdeling i udvalg, og alle udvalg har ydet et flot arbejde. Tak til hele bestyrelsen for det.

En optælling af vores arrangementer fortæller, at vi i 2015 har gennemført i alt 14 aktiviteter spændende fra foredrag om Thomas Kluge, Carl Nielsen og Jerichau-Baumann til 3 X Jensen, Thit Jensen og Naturen i Kunsten – Kunsten i Naturen.  Musikalsk har vi oplevet The Islanders , Tangokvintetten, Round about Vocals, Duo Samsson og ikke mindst Navratova og Fukacova.
Vi har desuden været på en smuk og interessant aftentur til Varde og Nymindegab. Vi besøgte Varde Museum og så den spændende samling af Otto Frellos billeder. Derefter kørte vi til det lille fine Nymindegab Museum, hvor en entusiastisk museumsleder fortalte om stedet og kunsten på stedet. Aftenkaffen fik vi på Henne Mølleå Badehotel, som er tegnet af Poul Henningsen

Årets store rejse gik til Bremen/Worpswede. Vi fik en meget interessant tur med spændende oplevelser både på udturen og hjemturen. Worpswede og Bremen var ukendt land for de fleste deltagere, men vores dygtige turleder Sophus Ejler Jepsen formidlede                   engageret og hyggeligt under hele rejsen. Jeg må sige, at både Worpswede og Bremen levede helt op til forventningerne, og med en helt ideel indkvartering lige ved domkirkepladsen var det nemt at komme rundt til seværdighederne.
Vi var jo en stor busfuld medlemmer af sted på turen, men til I, der ikke kom med, vil jeg sige: Tjek turen ud i KOT nr. 2 2015. Så har I et inspirerende forslag til en nem miniferie lige syd for grænsen!
Jeg må ikke glemme, at Sophus også stod i spidsen for en fin introduktionsaften et par uger før, vi tog af sted. Tak til dig for det Sophus!

Vores dejlige Kunstmuseum har igen i årets løb haft mange store og meget roste udstillinger. Stor tak til Teresa og alle hendes medarbejdere for det. Vi har nydt dem, og jeg tænker ofte tilbage på Saxboudstillingen med stor glæde.
Husly har museet også givet os til årets arrangementer - alt i alt et samarbejde, som vi er glade for, og som giver stor synergi til begge parter. Tænk blot på vores fornemme blad KOT. At vi til tider løber ind i små praktiske problemer m.h.t. lokaler, vil jeg betragte som et positivt problem. Der er simpelthen så mange aktiviteter på museet, at det næppe kan undgås.
Vi har som Kunstforening igen i år haft mulighed for at bruge Vejen Biblioteks udstillingslokale. Tak til biblioteket for godt samarbejde.
I 2015 havde vi fine udstillinger med Bodil Arbjerg, Hanne Skyum og Liv Ejdesgaard.
Jeg håber en del af jer nåede forbi.
Når biblioteket, om forhåbentlig ganske få år, flytter til nye og større lokaler, ser vi frem til også der at kunne formidle fin og spændende dansk nutidskunst i flotte rammer.  Man arbejder i øjeblikket koncentreret med de nye rammer for biblioteket, og vi er ikke glemt i det arbejde, har udvalgsformanden lovet mig.

Ja, hvad kan I så glæde jer til i 2016.
Meget kan jeg love jer!
Selvfølgelig har vi holdt fast i en rigtig hyggeaften med god og livlig folkemusik, lidt dejlig mad og måske nogle gode glas rødvin eller lignende. Det løber af stabelen om en god uges tid.
I år er det gruppen Full Circle, der starter op, fredag d. 5. februar her på stedet. Glæd jer, og hvis I ikke har billet endnu, så spørg Pernille, om hun ikke lige kan skaffe en eller to.
Derefter går det slag i slag.
Februar byder på foredrag og smukke billeder om og af Gustav Klimt, og til april får vi besøg af Martin Bigum - spændende!
Zenobia spiller og synger danske viser - sange og salmer, og hvad de ellers finder på i slutningen af april. Mon ikke også vi tilhørere får mulighed for at deltage i sangen i  løbet af aftenen.
I maj måned inviterer vi jer på en spændende heldagstur til Odder Kunstsamling og Glasmuseet Ebeltoft med stop ved et par spændende kirker med ny og moderne kirkekunst. Frokosten indtager vi på Sjette Frederiks Kro i Risskov - med smuk udsigt over Århusbugten.
Efteråret byder på et par spændende klassiske koncerter, og der dukker meget andet op!
På biblioteket kan I bl.a. se malerier af vores egen Mary Lou Nørgaard samt grafik af Hanne Knudsdatter fra Løgumkloster.
Alt sammen kan I læse mere om i det næst nummer af KOT.
Og se så at få de spændende arrangementer skrevet ind i jeres kalendere med det samme.

Tak for godt fremmøde i året, der gik, skal lyde til alle medlemmer - vi glæder os til at møde jer igen her i det nye år.
Tak for husly og samarbejde skal lyde til Teresa og hele flokken af medarbejdere her på Vejen kunstmuseum.
Tak til Vejen Bibliotek for udstillingsfaciliteter.
Tak til JV og ugeaviserne for god spalteplads.
Tak til bestyrelsen for godt samarbejde og overbærenhed med den nye formand.
Anker Ulsdal

Bestyrelsen har fordelt sig på følgende udvalg:
Udflugter til ind- og udland: Pernille Vestergaard, Anker Ulsdal, Karen Marie Knudsen og Anna Hartvig.
Foredrag på museet:
Pernille Vestergaard, Anna Hartvig, Anker Ulsdal og Marianne Roland Munch.
Kunstudstillinger på Vejen Bibliotek:
Calus Jacobsen, Karen Marie Knudsen, Marianne Roland Munch og Gunna Kjelstrøm.
Styring af beholdning af kunst til bortlodning:
Pernille Vestergaard og Claus Jacobsen.
Koncerter på museet:
Claus Jacobsen, Karen Marie Knudsen, Marianne Roland Munch, Gunna Kjelstrøm.
Repræsentanter i kunstmuseets bestyrelse:
Claus Jacobsen og Anker Ulsdal.
Hjemmesiden:
Claus Jacobsen i samarbejde med kunstmuseets personale.
Medlemsbladet:
Redaktør Gunna Kjelstrøm. Bladet udarbejdes i samarbejde med museumsleder Teresa Nielsen og museumsforvalter Frederik Madsen.