MALEREN OG FORFATTEREN EMILIE DEMANT HATT

 

Fortælleforestilling ved lærer og organist Dorte Smedegaard

 

Onsdag den 2. maj. Kl. 19.30

 

Et særegent livsforløb, en enestående kvinde, en kompromisløs kunstner.

Emilie Demant Hatt (1873-1958) blev født i Selde i Salling og senere uddannet ved Kunstakademiet i København. Hun udstillede første gang på Charlottenborg i 1903.

 

Som maler og skribent blev hun stærkt præget af mødet med fire forskellige mænd. Da hun var 14 år mødte hun komponisten Carl Nielsen. Han var 21 og allerede far, da de forelskede sig. Carl Nielsen dukkede op på ferie i Salling sammen med sin plejemor, der var Emilies moster. En heftig brevveksling fulgte, og Carl Nielsen tilegnede hende flere musikstykker, som han skrev i de 3 år, hvor de ”frydefulde somre” fandt sted. Emilie Demant har fortalt om deres møde og forelskelse i bogen ”Forårsbølger – Erindringer om Carl Nielsen”. Mødet og forelskelsen i Carl Nielsen åbnede for Emilie døren til den store verden, og hun fik et enestående og særpræget liv både som menneske og kunstner.

 I 1904 mødte hun lappen Johan Turi i toget første gang, hun rejste til Lapland.  Emilie Demant havde en drøm om at bo hos samerne, mens Johan havde en drøm om at skrive en bog om samernes liv. Emilie Demant rejste tilbage til København og forbindelsen blev holdt ved lige. I 1907 afsluttede hun sin uddannelse på Kunstakademiet, og samme år drog hun atter til Lapland, hvor hun levede sammen med Turis familie som nomade. Hun havde medbragt den store samiske ordbog og en skitseblok. Johan Turis drøm om at skrive en bog var ikke let, men Emilie fik ham i gang med at skrive, og i 1910 udkom bogen om samernes liv ”Muittalus Samiid Birra.”Hun blev for en kort tid verdensberømt i rollen som fødselshjælper til den første bog, skrevet på samisk af samen Johan Thuri.

 

 I Kiruna mødte hun malmkongen, Hjalmar Lundbohm som efterstræbte hende. Han finansierede hendes bogudgivelser, og i 1913 udgav Emilie Demant Hatt ”Med lapperne i højfjeldet”.

 Men inden da, i 1911 havde hun mødt kulturgeografen Gudmund Hatt. Da var hun 38 år, og han 26, og han blev hendes ægtefælle gennem de næste 47 år. Overalt på deres rejser medbragte Emilie sin skitseblok, og sammen havde de et enestående arbejdsfællesskab i en periode, hvor kvindelige malere ikke blev anerkendt, og hvor nazismens udbredelse i 30’erne kom til at kaste en skygge over deres livs efterår.

I årene indtil 1924 malede Emilie Demant Hatt naturalistisk ligesom en del af sine samtidige kvindelige malerkammerater, men Emilies kunstneriske løbebane ændrede sig fra naturalisme til moderne, ekspressionistisk og dybt original malerkunst. Efter hendes sidste udstilling på Charlottenborg i 1949 advarede en anmelder mod at glemme en så særpræget og dybt original maler. En vildfugl flakser over dansk kunst, skrev han. Selv sagde Emilie: Jeg ved godt, at jeg maler som et mandfolk.

Forestillingen veksler mellem fortælling, billeder, fællessang af Carl Nielsen og musik, som han tilegnede Emile.

 

 

På Vejen Kunstmuseum findes et maleri ” De fire malerinder,” som museet modtog i 1974. Det er udført af Sigurd Swane i 1912. Den ene af malerinderne er Emilie Demant Hatt. Se desuden omtalen af maleriet i KOT NR. 3 2014.

 

I dansk kunst er hendes navn ikke blandt de mest omtalte. I 1966 fik Skive Museum brev fra tidligere landsarkivar Harald Hatt med tilbud om at modtage en række malerier og tegninger, som Emilie Demant Hatt testamentarisk havde ønsket skulle overdrages hendes hjemstavns museum. Man tøvede og var næsten afvisende, men de mange malerier fra Nordsalling, Fur og fødebyen Selde var af betydelig værdi for museet, og gaven blev modtaget. Mange af malerierne trængte til konservering og i 1983 kunne Skive Kunstmuseum vise en retrospektiv udstilling.

 

Foredragsholder og forfatter Dorte Smedegaard har skrevet en biografi om ægteparret Gudmund og Emilie Demant Hatt: ”Vildfuglene”, og den kan købes denne aften til 220 kr.